Kunne du godt tænke dig at komme helt ud, helt derud hvor du ikke har været før og hvor du er på bar bund? Sådan føles mange rejser, når man møder fremmede kulturer, samfund, natur og mennesker. Man er så langt væk fra noget man kender, at man skal lære sig selv at kende igen, netop i mødet med andre.
Flere rejseselskaber arrangerer såkaldte “kultur rejser“, hvor man møder andre kulturer på deres hjemmebane. Meningen med disse rejser er selvfølgelig at lære noget om andre kulturer, lande og folkeslag, men hvad der er lige så vigtigt, er at man lærer noget om sig selv, i mødet med det fremmede.
Der er kultur alle vegne
Alle rejser involverer naturligvis en eller anden form for kulturmøde, men størrelsen af denne kan variere meget. For eksempel er der stor forskel på, om man tager fra Danmark til USA eller England, som vi rent kulturmæssigt passer godt sammen med, og så tage til Indien, Kina eller Nepal – som vi overhovedet ikke ligner. Der er også forskel på at bo på et luksushotel i en turistby, og så bo hos en lokal familie i en bydel, hvor de aldrig har set en dansker før. Det afhænger altså i høj grad af, hvor man tager hen, og hvor meget man engagerer sig i det lokale samfund.
Tag springet
Tag ud og besøg et fremmed land, et fremmed folk og en fremmed kultur. Tag for eksempel til Indien eller Japan, hvor du både kan møde store lysende metropoler og små lokale bysamfund, hvor den offentlige transport kun når ud én gang dagligt. Kør en tur blandt de lokale, og endnu bedre vil det være, hvis du går rundt. Så er det nemmere at komme i kontakt med de lokale. Spørg dem om, hvor man kan få noget at spise eller leje et værelse, og måske er du så heldig, at du bliver inviteret hjem til en lokal familie.
Udforsk det lokale
Når du er ude at rejse, så drop McDonald’s og andre internationale spisesteder. Spis hvor de lokale spiser – og helst dér, hvor der er rigtig mange lokale der spiser – det er ofte de bedste steder. Spørg gerne de lokale på gaden, om hvilke cafeer og restauranter de vil anbefale, og hvilke delikatesser du bare ikke må gå glip af. Tag også gerne ind og se noget af landets kultur, se for eksempel et lokalt teaterstykke, et stykke musik eller en biograffilm – der er selvfølgelig en stor chance for, at du ikke forstår hvad der bliver sagt, men du får et one-in-a-lifetime indblik i kulturen.
